Bliv en del af Able


Drømmer du om at bidrage med din stemme og din musiske entusiasme til et gospelkor i særklasse?

Able Gospel Choir er et musikalsk fællesskab, der summer af glæde, god energi og humor. Vi er seriøse og ambitiøse omkring musikken, og synger arrangementer med helt op til seks stemmer.
Vores professionelle korleder øver os i både sang og performance, og vi sætter en ære i at synge uden noder til vores koncerter.
Koret sang de første spæde toner i 2002, og har siden taget til i styrke. Vi elsker at synge sammen – og vi elsker at sprede glæde med vores musik.

Vil du synge med?

Hvordan bliver jeg optaget i koret?
Vi har optagelsesprøver to gange om året, men det er muligt at komme med i koret hele året. Kontakt os her, hvis du ønsker at vide mere om, hvornår du kan aflægge prøve.

Selve optagelsesprøven
Optagelsesprøven består af 4 dele: 1) En selvvalgt sang – der er frit valg, men vælg en sang, du selv er tryg ved, og som du selv synes, ligger rigtig godt til dig. 2) Stemmeprøve – du får tilsendt en lydfil, som du skal øve på. Ved prøven synger du din stemme, mens korlederen og bestyrelsesmedlemmet, der deltager ved optagelsen, synger to andre stemmer.  3) Rytmeprøve – du vælger en af de tilsendte spirituals, som du skal synge, mens korlederen og bestyrelsesmedlemmet synger to af de andre. Sangene synges 3 gange, hvor der hhv. synges, bevæges fra side til side og klappes på 2 og 4. 4) Stemmegruppebestemmelse – du synger en lille børnesang, som flyttes i toneart, så din top og bund kan findes, og du kan placeres i rette stemmegruppe.

Det praktiske

Skal jeg være kristen for at være med?
Du behøver ikke være kristen for at synge i Able Gospel Choir. Vi går ikke højt op i religiøsitet, men er tro mod gospelånden, når vi synger ”det glade budskab” om næstekærlighed, fællesskab og venskab.

Hvem leder koret?
I spidsen for koret står korleder Anette Lynghøj og ved klaveret sidder Pernille Arenfeldt. Både Anette og Pernille er dygtige og ambitiøse og får det bedste frem i koret.
Til nogle af vores koncerter nyder vi desuden selskabet af en trommeslager og en bassist. To dygtige og erfarne musikere, der er vant til at spille sammen, og som er gode til at sætte swing i forestillingen.

Hvilke sange synger koret?

I Able Gospel Choir synger vi med og om glæde. Ordet gospel kommer fra det engelske ord for evangelium og betyder “det glade budskab”. Det er dét, vi lægger vægt på, og derfor er vores repertoire bredt favnende og spænder lige fra traditionelle spirituals til store pophits. Vi har ingen lange kåber og ingen Whoopi Goldberg. Til gengæld har vi en sprød skandinavisk lyd, sange fulde af håb og en masse musikalsk glæde.

Hvor ofte øver koret?
Vi øver hver mandag kl. 19-21.30 i Fredens Kirke, Skibhusvej 162, 5000 Odense C. Vores øvelokaler ligger i menighedshuset til venstre for kirken.
Hvis du er i bil, er der mulighed for parkering i gårdspladsen til højre for kirken. Hvis du tager bussen, kan du tage bus nr. 81 fra banegården, som stopper tæt ved kirken – tjek ruteplan her.